Samuel Umtiti med kryptisk udmelding: ‘Jeg har plads i min bil’

Lukas Jepsen - 24. august 2021
Samuel Umtiti med kryptisk udmelding: ‘Jeg har plads i min bil’
Foto: Gonzalo Arroyo Moreno/Getty Images

FC Barcelonas Samuel Umtiti er efter alt at dømme en meget upopulær figur, både blandt klubbens fans og ledelse, og den franske midterforsvarer har angiveligt lidt svært ved at håndtere situationen.

Barcelona har i løbet af denne sommer, forhåbentligt, lært en meget vigtig lektie; man kan ikke bare acceptere spilleres lønkrav uden videre, fordi man ønsker dem i klubben – hvert fald ikke på lang sigt.

En sådan forhandlingspolitik har ført til, at klubben pludselig befandt sig langt over La Ligas lønloft, hvilket har ført til Lionel Messis exit, og flere meget svære situationer med spillere, der ikke ønsker at forlade klubben, uanset spilletid, fordi deres nuværende kontrakter er så utroligt høje, at de ikke vil kunne få noget der minder om samme beløb, hvis de skifter klub.

En af disse spillere, er franske Samuel Umtiti. Den 27-årige centerback startede ellers sin Barca-karriere ganske udmærket, men blev relativt hurtigt, ikke mindst takket være skader, bænket og har siden haft umådeligt svært ved at spille sig på holdet.

Desværre for Umtiti, er der nu også mange fans, der er frustrerede over den mangel på kvalitet, han har demonstreret på banen, hans tilbøjelighed til skader, og den kæmpe løn han modtager, uden at bidrage til holdet. Selvom man med rette nok også kunne pege fingre af klubbens ledelse lige i den sag.

Barcelona har sommeren igennem forsøgt at sende franskmanden videre, og har angiveligt også været i dialog med op til flere Ligue 1-klubber, men disse handler har Umtiti mere eller mindre egenhændigt blokeret, da han nægter at gå ned i løn.

Efter Joan Gamper -kampen mod Juventus, der blev spillet lige op til starten på den nye La Liga-sæson, blev der endda buhet og piftet af Umtiti, fra de fremmødte Barca-fans.

Forleden spurgte journalisten Maria Garridos så Umtiti, om han stadig har en plads på holdet. Umtiti reagerede med en spydig, og lette uforståelig kommentar da han sagde “Jeg har plads i min bil”.

Midtstopperen er måske rimelig træt af al den kritik, han har udstået i de seneste uger, og måske også en indikation af, at han ønsker at fortsætte i Barça og intet andet.

Seneste Nyheder