Bekræftet: Allianz-sponsoraftale forlænget til 2024

Lukas Jepsen - 31. juli 2021
Bekræftet: Allianz-sponsoraftale forlænget til 2024
Foto: Eric Alonso/Getty Images

Barcelona og den tyske virksomhed Allianz har forlænget samarbejdet, der nu vil køre indtil 2024.

Det store tyske forsikringsselskab Allianz bruger store summer på at sponsorere flere europæiske topklubber, ikke mindst Juventus og Bayern Munchen, der begge har solgt navne-rettigheder til holdenes respektive stadions til virksomheden.

En anden klub, der dog ikke har opgivet stadionnavnet, men har en aftale med Allianz, er FC Barcelona.

Og nu har den catalanske klub fornyet deres partnerskab for de næste tre sæsoner, indtil juni 2024, en aftale der blev annonceret i går – det skriver Barcauniversal.

Den nye aftale får det tyske forsikringsselskab til at flytte fra at være regional til en global partner i de næste tre år, med undtagelse af Kina.

For at fejre starten på denne nye æra for begge parter, vil Barça -spillerne have Allianz -logoet på deres skjorteærme i træningskampene mod Stuttgart og Salzburg.

Dette er endnu et skridt fremad i samarbejdet mellem Barca og Allianz. Efter allerede at have været partnere i det sidste årti, styrker den nye aftale båndet mellem de to endnu mere, især i lyset af de økonomiske vanskeligheder, klubben har stået overfor som følge af pandemien.

I fremtiden søger de to at promovere forskellige sportsprojekter baseret på “fælles filosofi om tillid, selvforbedring og gensidig støtte.”

I den officielle erklæring, bekendtgør de to parter, at de vil arbejde med konkrete og især langsigtede projekter, der vil være rettet mod social inklusion og innovation.

Udover længden af den nye aftale, og de to parters ambitioner, er det ikke mange andre detaljer der er blevet offentliggjort, og det vides derfor ikke, hvor mange penge den nye aftale er værd, men med tanke på Barcelonas kamp mod dårlig økonomi, der har foregået hele sommeren igennem, er der ganske givet tale om et betydeligt økonomisk boost.

Seneste Nyheder